Om Campen

Game Development Camp er en af de mange ScienceCamps, som hvert år afholdes af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF). I løbet af denne camp udvikler deltagere deres helt egne spil, fra koncept til færdigt produkt.

Ugens Forløb

I begyndelsen af campen bliver alle delt op i grupper, så hver gruppe har en balance af programmører, 2D- og 3D-grafikere og lyd designere. Hver gruppe brainstormer ideer indtil de når frem til et fælles koncept; det koncept vil de så bruge resten af ugen på at få realiseret. I løbet af ugen vil der være undervisning og sociale aktiviteter.

Fagligt

Det er ikke nødvendigt at have nogen tidligere erfaring inden for hverken spiludvikling eller sit valgte fagområde. Under campen vil der nemlig være undervisningstimer, som giver en god forudsætning for at arbejde videre med spillene, og der vil være erfarne arrangører fra alle fire områder til at hjælpe, hvis man skulle løbe ind i problemer. Der vil desuden være en introduktion til spiludvikling, så man får et bedre overblik over hvordan man udvikler et spil på en uge. Kort sagt; alle kan være med!

Socialt

Der er meget mere ved GDC end bare spiludvikling; campen er også en mulighed for at få nye venner og bekendtskaber med samme interesser som en selv og en sommerferie fyldt med sjov, hygge og spændende undervisning. Som deltager får du mulighed for at lære de andre deltagere bedre at kende igennem gruppearbejdet samt diverse sociale aktiviteter. Så selvom man ikke kender nogen på forhånd, skal man nok falde i godt selskab, og få sig en rigtig god oplevelse.

Gruppearbejde og tværfaglighed

At arbejde sammen i en gruppe kan være svært, især når gruppemedlemmerne er delt ind i forskellige fagområder, og alle mennesker er forskellige. Derfor er det vigtigt at alle medlemmerne af gruppen har samme målsætning, og et realistisk syn på hvad der kan nås på en uge. I løbet af ugen vil der være lidt teambuilding og sociale aktiviteter for at styrke de enkelte gruppers samarbejde. I grupperne vil de forskellige fagområder arbejde sammen, så alle får indflydelse på spiludviklingen. Til at hjælpe grupperne gennem udviklingsprocessen, får hver gruppe tildelt to mentorer. Mentorerne fungerer som gruppens coaches, guides og kontaktpersoner, både socialt og fagligt, gennem hele ugen.

Denne side er sidst opdateret d. 30. november 2023 af NRO