UNF Game Development Camp 2017

Lær at udvikle spil sammen med 71 andre unge spil-entusiaster

Om Campen

Game Development Camp er en af de mange ScienceCamps, som hvert år afholdes af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF). I løbet af denne camp udvikler 72 deltagere fra forskellige ungdomsuddannelser deres helt eget spil, fra koncept til færdigt produkt.

Ugens Forløb

I begyndelsen af campen bliver deltagerne delt op i 12 grupper af 6 personer som har en god balance af programmører, 2D- og 3D-grafikere og én lydmand. Hver gruppe brainstormer ideer indtil de når frem til et fælles koncept; det koncept vil de så bruge resten af ugen på at få realiseret. I løbet af ugen vil der være interessante foredrag med folk fra spilindustrien, og nogle gode sociale aktiviteter som kan få alle op af stolene.

Fagligt

Det er ikke nødvendigt at have nogen tidligere erfaring inden for hverken spiludvikling eller sit valgte fagområde. Under campen vil der nemlig være undervisningstimer, som giver en god forudsætning for at arbejde videre med spillene, og der vil være erfarne arrangører fra alle fire områder som kan hjælpe, hvis man skulle løbe ind i problemer. Der vil desuden være en introduktion til spiludvikling, så man får et bedre overblik over hvordan man udvikler et spil på en uge. Kort sagt; alle kan være med!

Socialt

Der er meget mere ved GDC end bare spiludvikling; campen er også en mulighed for at få nye venner og bekendtskaber med samme interesser som en selv og en sommerferie fyldt med sjov, hygge og spændende undervisning. Som deltager får du mulighed for at lære de andre deltagere bedre at kende gennem forskellige sociale aktiviteter og et brag af en fest sidst på ugen, så der bliver skabt kontakter der vil holde længe efter campens afslutning. Så selvom man ikke kender nogen på forhånd, skal man nok falde i godt selskab, og få sig en rigtig god oplevelse.

Gruppearbejde og tværfaglighed

At arbejde sammen i en gruppe på seks er et stort arbejde, især da gruppemedlemmerne er delt i forskellige fagområder, og alle mennesker er forskellige. Så derfor er det vigtigt at alle medlemmerne af gruppen har samme målsætning, og et realistisk syn på hvad der kan nås på en uge. I løbet af ugen vil der være teambuilding og sociale aktiviteter for at styrke de enkelte gruppers samarbejde. I grupperne vil de forskellige fagområder arbejde sammen om computerne, så alle får indflydelse på spiludviklingen. Til at hjælpe grupperne gennem udviklingsprocessen, får hver gruppe tildelt to mentorer. Mentorerne fungerer som gruppens coaches, guides og kontaktpersoner, både socialt og fagligt, gennem hele ugen.